Saturday, 20 April 2019

Rasmus Paludan 's lillesøster og lillebror lægger voldsom afstand til deres bror på Facebook





Det ligner næsten en koordineret afstandtagen fra den bror, der i øjeblikket bliver truet på livet af islamister. I hvert fald har partileder Rasmus Paludan 's lillesøster Tine Paludan og lillebror Martin Paludan med en enkelt dags mellemrum lagt afstand til deres nu landskendte storebror.

Lillesøster Tine Paludan, der er forfatter og lyriker og senest har udgivet digtsamlingen Skyskraber, var den første, der skrev på Facebook om Rasmus Paludan. Hun skrev:

"Jeg har opgivet at have kontakt med min storebror. Vi er for langt fra hinanden. Det er en stor sorg med lag som et løg. Jeg kan selvfølgelig også regne ud, at min kritik sårer ham, og det gør ondt i mig. Mere har jeg ikke lyst til at sige om vores personlige forhold på facebook. Jeg tror samtidigt på, at selve ytringsfriheden aldrig må stå til debat, og jeg vil gerne minde om, at politiet ikke beskytter holdninger, de beskytter levende kroppe. Derimod skal racismen, sexismen, homofobien, og hvad ytringsfriheden ellers bringer frem i lyset, ikke bare debatteres, men bekæmpes med alle ikke-voldelige midler, hver dag, i det små og det store, ikke kun, når det brænder på. Jeg er ikke sikker på, at det var en særlig klog beslutning at sige noget offentligt i første omgang. Der er jo altid en fremmed, der har tid til at åbne en mørk sluse i ens indbakke. Jeg vil afslutningsvis, fordi det specifikt går mig på, gerne venligt bede folk om at tænke sig bare lidt om, før de "joker" med, at vores mor må have taget stoffer eller drukket under graviditeten. At håne vores søde og ædruelige lille kattedame af en mor er ikke at bekæmpe racisme, det er at besvare min storebrors idioti med mere idioti, der ikke engang rammer ham. Hvad der kan ramme ham er, at insistere på, at han fuldstændigt har misforstået alting (jeg har personligt helt sikkert selv engang råbt noget i den dur af ham), og så ellers ignorere ham."

*

Dagen efter skrev lillebror Martin Paludan, der er forfatter, arbejder med kommunikation, tidligere har været social-medie-manager for Alternativet og er nuværende medlem af Alternativet, følgende på Facebook om storebror Rasmus Paludan:

"Jeg hader ytringsfriheden. Hold da op, hvor jeg bare hader den nogle gange. Jeg har forbandet den langt væk, når jeg har hørt min brors racistiske udtalelser.

Nu forbander jeg den desværre også langt, når jeg hører alle de mennesker, der kalder ham for en idiot og beder om et stykke med lidt mindre ytringsfrihed på toppen. Jeg forbander den endnu længere væk, når det er politikere på allerhøjeste plan, som ikke kan finde ud af i første ombæring at tage afstand fra volden. Ord har modsat brosten aldrig slået nogen ihjel.

Ytringsfriheden er ikke en lyserød glasur, vi kan bryste os af, når tingene er nemme. Den er det ideal, vi skal holde højt, når kagen bogstaveligt talt brænder på.

Vi kan ikke bestemme, hvordan andre skal bruge deres ytringsfrihed, men vi kan beslutte os for, hvordan vi bruger vores egen. Hver dag er en mulighed for at bruge den klogt og vise, at VI ER BEDRE end folk, der udgyder HAD og RACISME.

Når det virker allermest håbløst. Når personen foran dig bare ikke VIL forstå. Når du synes, at den person er den største idiot, du i dit liv har mødt. Så er det der, du skal blive ved med at argumentere. Aldrig bare kalde personen for en idiot og vende ham ryggen. Selvom du aldrig lykkes med at overbevise ham, har det en ubegribelig værdi, at du bliver stående og insisterer på, at ord altid vinder over vold.

Vi bliver stærkere og klogere som mennesker og samfund, når vi insisterer på at argumentere i stedet for at tilsvine. For i det øjeblik vi stopper, giver vi plads til vreden. Så bliver fornuften nemt efterladt på asfalten, og så er vejen banet for brostenene.

Vold er aldrig nogen andens skyld end dem eller den, der begår den. Men at forebygge den og blive ved med at tro på ordets magt, det er vores ansvar.

When they go low, we go high. Og en god konkret måde at starte med det på, kan simpelthen være at stille sig op på en sten :).

Var i Radio 24syv i morges til en samtale om min bror, demokrati og ytringsfrihed. Udsendelsen kan høres på linket her:

https://www.24syv.dk/programmer/24syv-morgen/50499542/krigen-i-afghanistan-har-snart?start=3315&fbclid=IwAR1M4ipvXP6LL_cXQ5N7gqXfPUHWgGK8jiADpa0Qbk-QvgCV54719yDz_Z8 "

*

Tine og Martin Paludan har også valgt at udtale sig til journalist Mathias Tuxen fra BT om deres kendte bror.

Rasmus Paludan giver i BT følgende svar:

"»I forhold til at de påstår, at de er min familie og har nogle kommentarer om mit liv, er det mit klare svar, at jeg ikke kommenterer på privatlivsforhold. Derudover mener jeg ikke, at det er relevant for offentligheden, hvad familiemedlemmer til en politiker mener om vedkommendes politik. I forvejen er det svært at finde folk, der vil være politikere, og svært at finde folk, som tør kritisere islam. Derfor er det trist, at pressen nu bevæger sig ind i mit privatlivsfære, hvilket man ikke ville gøre med andre politikere,« udtaler Rasmus Paludan og afslutter:

»Er der nogen, hvis politik man ikke bryder sig om, hælder man alt presseetik ud af vinduet og velkommer alt negativ pressedækning.«"




"jeg har lige så mange sjæle som øjenvipper // jeg kan nå at digte ny hud og knogler mange // gange endnu i din seng i dine ord her i græsset // når man ikke har rødder // er alt hvad man siger // i virkeligheden sandt"

Citat fra Tine Paludans digtsamling Skyskraber.


Se også
Tidligere kommunist og DR-profil kalder Rasmus Paludan for "hadefuld"




1 comment:

  1. Hvad synes Lars L. Rasmussens familie om hans landsforræderi og hans sygelige grådighed?

    ReplyDelete