Et par slappe nosser har ophidset kunstanmelderen Trine Rytter Andersen fra Aarhus. Trine Rytter Andersen skriver på Facebook:
"KLUNKETID PÅ GODSBANEN I AARHUS
Godsbanen er for ganske nylig åbnet efter coronanedlukningen og som bruger af et skrivebord på Produktionsdækket, traskede jeg forleden dag glad gennem gårdhaven på vejen op på min pind. Der, centralt placeret i gårdens midte, mødte mit blik en bronzeskulptur forestillende et par afskårne nosser på en dertil indrettet betonpiedestal. I virkeligheden ligner skulpturen mest af alt en sæk med to store løg i, men det er vel også helt inden for skiven i forhold til de mest anvendte kælenavne for mandens højtbesungne kronjuveler. Nogle store klunker er det i alle tilfælde, og de er modellerede af billedkunstner Henrik Busk Andersen, som, må man formode, har håndgribelig personlig ekspertise på området.
Historien om disse nosser er efterhånden halvgammel, og vi er mange, som længe har forsøgt blot at ignorere dette idiotiske vartegn for Godsbanen. Men da jeg efter tre måneders fravær igen blev konfronteret med dem, var min ærgrelse og irritation for stor til fortsat at kunne ignoreres.
Nye boller på suppen
Nu vil du, kære læser, sikkert gerne vide, hvordan disse gigaboller i ædelmetal overhovedet er havnet på Godsbanen, og her kan jeg heldigvis diske op med fortællingen lige fra begyndelsen.
For det hele startede med, at Godsbanens brugere blev indkaldt til et visionsmøde i Remisen.
Her skulle direktør Flemming Dybbøl, der tidligere har slået sine folder hos Skanderborgfestivalen, informere om sin vision for stedets fremtid.
Udstyret med en PowerPoint præsentation forklarede direktøren, hvordan han forestillede sig, at de noget haltende tilnærmelser mellem ham som ny leder og os som brugere skulle komme på skinner og forme en lysere fremtid for os alle – på trods af at riget, som altid, fattedes penge. Visionerne havde ikke det store vingefang og af den grund var der ikke mange amoriner i luften, men direktøren havde ”ants in his pants” på grund af den overraskelse, han havde med til os, og som han brændte for at afsløre.
Great Balls of Fire
Endelig kom det øjeblik, han havde glædet sig til: Nu kunne han fortælle os, at han havde fået fingre i en helt vidunderlig kunstgenstand. Rygtet frotæller, at Henrik Busk Andersen oprindeligt havde tiltænkt værket som vartegn for Samsø, og at øens øvrighed pænt havde takket nej. Godsbanedirektøren derimod havde straks set potentialet: Great Balls of Fire! Fluks havde han kontaktet kunstneren og foreslået, at klunkerne i stedet kunne blive et vartegn for Godsbanen.
Når man vil fremad i verden, er det som bekendt godt med fyldte sække, og intet symbol kan vel være mere velvalgt end disse nosser, når man vil brande et kulturelt produktionscenter og skærpe de besøgenes opmærksomhed på kreativitet og nytænkning!
Om det herskede der tilsyneladende ingen tvivl i hovedet på direktøren. Tænk han havde i sit lyse øjeblik snarrådigt fået kunstneren til også at fremstille nogle ekstra bollesæt i naturlig størrelse – altså sådan nogle, der ligger godt i hånden, viste han os med slet skjult stolthed!
For, fortsatte han, boblende af selvfedme over sin hittepåsomhed: gennem uddeling af de håndvenlige nosser ville han fremover stå bag fejringen af årets kulturentreprenører – altså nogen, der har bevist, at de har nosser, forstås!
En nosserøv
Nu havde direktørens begejstring nået sit klimaks, og han stirrede spændt på os og forventede tydeligvis et bragende og piftende bifald fra salen.
Intet skete imidlertid – til gengæld var der påfaldende stille. Bortset fra nogle små forkølede grynt fra hans eget personale og kulturforvaltningens repræsentanter sad alle tåkrummende og lammede af målløshed over denne lavpandede demonstration af manglende situationsfornemmelse og indføling med den brugergruppe, som direktøren repræsenterer. Efterfølgende forsøgte han i flere minutter at træde vande i håb om, at nogen ville kaste ham en redningskrans – men til bunds måtte han og med ham de tunge nosser.
Mage til dårlig fingerspitzgefühl skal man lede længe efter! Vi havde netop oplevet hele Metoo kampagnen rulle sig ud i verden og Danmark. Særligt i teater-, musik- og filmverden var det gået hårdt for sig herhjemme. Alle i salen var på det tidspunkt påvirkede af de mange testimonials, så ingen tiljublede den åbenlyse nosserøvs fejring af de mandlige genitalier.
Dertil kan vi lægge de mange, mange relevante diskussioner vedrørende ligestilling, feminisme og tilbagerulning af patriarkatet og dets symboler, som gennem de sidste mange år har præget samfundsdebatten. Personligt er det mig en gåde, hvordan alt dette tilsyneladende er gået fuldstændig hen over sixpencen på vores rock’n’roll-elskende direktør? Men måske er netop musikbranchen ronkedorenes og nosserøvenes sidste bastion?
Det korte og det lange er, at vores rungende tavshed ikke gjorde indtryk på direktøren.
I de efterfølgende måneder kunne man beundre løgsækken og dens småbrødre stillet til skue på direktørens kontor. Imens blev stedet for dens fremtidige placering som vartegn for Godsbanen udpeget. Senere ankom så en betonklods, hvorpå løgene blev anbragt.
Boller i karry
I dag har Spiselauget ’krydret bollerne’ ved hjælp af kasser med timian og andet spicy grønt ved monumentets rod. Boller i karry bliver de næppe. Spiselige er de i alle tilfælde ikke, alle gode forsøg værdsatte. ”Balls tell it all…” står der gud hjælpe mig på den tilhørende messingplade.
Hold nu kæft en åndsbollet titel, som principielt og i biologisk forstand udraderer halvdelen af verdens befolkning. Skulle man for en kort stund abonnere på ideen om bollernes metaforiske værdi, må man straks forkaste tanken. For hvem ud over mænd ville efter flere hundrede års kamp for ligestilling blive beæret over at blive udpeget og fejret, fordi hun ’har nosser’? Men selvfølgelig kunne man sige, for det er jo, fordi hun ikke selv har nogle, at hun skal gives dem – eller hvad?
Æggestok-eksperimentet
Nu kunne man jo for eksperimentets skyld forsøge med en omvendt historie: hvad med at bruge et sæt æggestokke som vartegn? Godsbanen er jo netop blevet nabo til det tætomklamrende Æggepakkeri – så det er jo oplagt, ja næsten et carte blanche til at opstille en ’stedspecifik’ skulptur! For er ikke æggestokke mindst lige så værdige som symbol for kreativitet og kraftfuldhed, som nosserne er det? Findes der mon nogen mand (eller kvinde), der ikke ville blive himmelhenrykt over at få sig et par æggestokke som bevis for sin coolness på den kreative front?
Se det ville i sandhed være nytænkende! Hvilken mand ville ikke elske at dekorere sit skrivebord eller sin trofæhylde med et sæt smukt slyngede æggestokke for gennem dem at signalere, at han står på kvindernes og ligestillingens side, og at han ærer og værdsætter den kvindelige skaberkraft lige så meget, som han ærer sin egen maskuline ditto.
Ja tænk lige lidt over det – hvad er egentlig forskellen på de to muligheder? I mit perspektiv bekræfter Balls tell it all desværre kun allerede vedtagne patriarkalske normer, og derfor tilføjer skulpturen intet nyt og opløftende til historien om kønnenes kamp for lige ret og ligestilling. Omvendt ville det være et tegn på mod, feminisme og ægte pionerånd, hvis den gode direktør havde haft nosser til at vælge æggestokkene.
Jeg foreslår her på falderebet, at vi i fremtiden kalder Godsbanen for Kulturnosseriet, hvilket også klinger smukt sammen med den klæbende nabo: Æggepakkeriet. Tillykke med nosserne Aarhus!"
*
Tjek Trine Rytter Andersen Facebookprofil, hvor hadet til ikke bare kunstværket, men også kunstneren bag florerer i stor stil. Der er bare ikke højt til loftet i kunstverdenen.
Se også
Koranovirus: Freelancejournalist Kevin Loumann Eienstrand fremturer mod den fri kunst
